At holde rummet i tid og intensitet, at holde rummet oppe mens men strækker tiden- et indlæg om facilitering

Man tænker ofte tiden som et lineært forløb hvor hvert sekund eller minut fylder lige meget i forhold til hinanden. Og det gør det naturligvis også på uret. Men når vi er sammen om noget, så er tiden en sjov plastisk størrelse, hvor man det ene øjeblik føler at “tiden løber afsted”, mens man det andet øjeblik oplever at “tiden snegler sig afsted”.

Når jeg facilitere mennesker der er i gang med noget der er vigtigt for dem, og når jeg understøtter deres arbejde, så holder jeg også en hånd under dem, ved siden af dem og over dem, og jeg kan, sammen med de mennesker, strække tiden mere eller mindre ved at skrue op eller ned for intensiteten. Noget af det kan jeg styre ved at skrue op og ned for energiniveauet. Jeg kan introducere en ny proces, klemme programmet sammen og strække det ud . Jeg kan lægge en pause ind, jeg kan gå på metaniveau med deltagerne og jeg kan omkalfatrer processen i nuet.

Men meget af det kan jeg ikke styre. Nogle gange sker der bare noget, der gør at tiden flader ud og bliver lang. Og nogle gange stiger intensiteten så meget, at tiden helt glemmes fordi man er så meget i flow og så meget i nuet, at tid bliver irrelevant.

I de situationer handler det om at gribe det er opstår og arbejde med det, for både en udfladen af tiden og et stærkt flow kan gøre noget ved en proces der kan skabe opmærksomhed, eftertænksomhed og refleksion.

Da jeg kom til at tænke over hvad tid egentlig er for en størrelse i faciliteringsprocesser, så kom jeg vil at tænke på at tegne det som en kurve med tid og med intensitet. Tiden har jeg tegnet som en mere eller mindre fed streg, der skal symbolisere, at tiden opleves meget forskelligt igennem en proces – uanset om det er et sammenhængende stykke tid, eller opsplittet tid f.eks. over flere dage eller en længerevarende udviklingsproces.